Dansk Tysk Selskab

Vi fremmer kendskab til og kontakt med Tyskland i Danmark

31.3. Tysklandssalon: ”Heimaten”: Nye alliancer i tysk kulturliv

Er højrefløjen blevet det nye mainstream? Det tyske kulturliv er i protest. I de seneste år er der opstået nye former for politiske og kunstneriske netværk, der modsætter sig den voksende højredrejning og sigter efter at skabe alliancer mellem personer med forskellig baggrund, religion, etnicitet eller kønsidentitet.
Et af de mest fremtrædende forsøg er projektet “heimaten”, der kurateres af litteratur- og kulturforsker Ibou Coulibaly Diop og forfatter Max Czollek, som er aftenens stjernegæster. Sammen med salonens vanlige værter vil de tale om deres fællesprojekt og om de seneste valgresultater i Tyskland.
Program:
18:30: Dørene åbner, DJen spiller
19:30: 1. del - TS-værterne
20:15: Pause og musik
20:30: 2.del - Samtale med gæsterne på tysk
Vin, vand og øl kan købes i baren.
---
“heimaten” holder til i Haus der Kulturen der Welt i Berlin. Navnet udfordrer det traditionelle syn på begrebet “Heimat”, som ofte forstås som en ekskluderende og traditionel opfattelse af hjemstavn. Ved at omdanne fomen til flertal og på én og samme tid til et verbum, “heimaten”, undersøges nye former for mangfoldige og inkluderende tilhørsforhold, som projektet har til formål at styrke. "heimaten” inddrager bl.a. postkoloniale, postmigrantiske, jødiske, muslimske og queer perspektiver, der sammen repræsenterer et nutidigt Tyskland.

Tid og sted: 
Mandag, den 31.3. i LiteraturHaus, Møllegade 7,  2200 København, kl. 19.30.
Tilmelding: 
Klik her.

Om konceptet: 
Tysklandssalonen er en tilbagevendende begivenhed for alle, der interesserer sig for Tyskland. Hver salon tager aktuelle temaer og udviklinger i Tyskland op og kaster et blik på tysk kultur, samfund og politik. Hvad står øverst på den tyske regerings dagsorden? Hvilke intellektuelle debatter er dominerende? Hvordan agerer Tyskland ude i verden? Hvilke aktuelle udfordringer står Tyskland overfor lige nu? Værterne - Adam Paulsen, Anna Sandberg, Moritz Schramm og Philipp Ostrowicz - vil diskutere med hinanden og også foretage en lille rundtur i aktuelle bøger, film eller udstillinger. Til hver salon inviteres desuden en gæst, der er ekspert i aftenens tema, f.eks. en forfatter, historiker eller politiker. Tysklandssalonen finder med få undtagelser sted den sidste mandag i hver måned og har fast til huse i LiteraturHaus på Nørrebro.
Arrangementsrækken er et samarbejde mellem Dansk-Tysk Selskab, Goethe-Institut Dänemark og Den Tyske Ambassade.


10.4. Biograffilmen "Sterben" i Grand Teatret

Torsdag den 10. april er der dansk biografpremiere på filmen "Sterben", som vandt prisen ”Bedste Film” ved German Film Awards foruden tre  priser ved sidste års Berlin Film Festival.

Hovedrollen indtages af tysk films store nye stjerne, Lars Eidinger ('Babylon Berlin'). "Sterben" er en sorthumoristisk, rørende og episk familiesaga om liv, død - og alt derimellem!

Dansk-Tysk Selskabs medlemmer har mulighed for at komme i Grand Teatret – med 20 % rabat til kr. 85. Rabatkode er udsendt i nyhedsbrev til selskabets medlemmer. 

Du kan læse mere om filmens handling og se traileren til filmen her: https://www.angelfilms.dk/sterben 

Tid: Torsdag, den 10. april november med start kl. 18.30

Sted: Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København


Filmen vises som en del af Tyske Filmdage i Grand Teatret, der afvikles fra den 6.-10. april. Du kan se det fulde program her: https://grandteatret.dk/events/tyske-filmdage/



22.4. Dansk-Tysk læsekreds: Brigitte Reimann: Die Geschwister 

2. april udgiver Gyldendal Brigitte Reimanns ”Die Geschwister“ som en del af deres Skala-serie for genopdagede mesterværker. Romanen udkom første gang i 1963, men blev censureret af DDR-styret. Nu udgives den for første gang på dansk og i sin fulde form. Romanen handler om søskendeparret Elisabeth og Uli, tilværelsen som barn under Anden Verdenskrig og om at være ung i DDR.

Tid og sted: Tirsdag, den 22.4. i LiteraturHaus, Møllegade 7,  2200 København, kl. 18.30-20.00.

Tilmelding: Der er pt. ikke flere pladser, men du kan skrive dig på venteliste her: Klik her!

Om konceptet for læsekredsen: Deltagelse i læsekredsen er udelukkende for medlemmer af Dansk-Tysk Selskab og er gratis. Man anskaffer selv bogen (på enten dansk eller tysk), som læses forud for læsekredsen. Samtalesproget er dansk.

Læsekredsen ledes af Mette Hermann og afholdes i LiteraturHaus fra kl. 18.30-20.00. Fra kl. 18.00 kan der købes drikkevarer i cafeen.


28.4. TysklandssalonKvinder i (øst-)tysk litteratur

Flere informationer følger.

Tid og sted: Mandag, den 28.4. i LiteraturHaus, Møllegade 7,  2200 København, kl. 19.30.

Tilmelding: Tilmeldingslink følger.


14.5. Thomas Manns politiske aktivisme i Amerika 

Foredrag ved Morten Dyssel, lektor og formand for Thomas Mann Selskabet, i anledning af Thomas Manns 150 år den 6. juni 2025.

Da Thomas Mann fik frataget sit tyske statsborgerskab i slutningen af 1936, blev der af det totalitære regime i Tyskland sat en fed streg under, at den verdensberømte forfatter, som i 1929 havde fået tildelt nobelprisen i litteratur, var persona non grata i sit fædreland. Thomas Mann, der siden nationalsocialisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 havde tøvet med at ytre sig offentligt om politiske forhold, tog ved årsskiftet 1936-1937 omsider bladet fra munden, bekendte sig utvetydigt til emigrationen og indledte, hvad der skulle blive en langvarig, lidenskabelig polemik mod nazismen og al dens væsen. Østrigs ’indlemmelse’ i Tyskland i 1938 gav anledning til, at Mann senere samme år emigrerede til Amerika, hvor han boede indtil 1952. Foredraget forsøger at forklare, hvordan det gik til, at den egentligt ’upolitiske tysker’ forvandlede sig til en profileret politisk aktivist i det amerikanske eksil. Det er Thomas Manns ihærdige indsats i den intellektuelle krigsførelse mod Hitler, der er foredragets fokus. Det skal også diskuteres, hvori aktualiteten af denne aktivistiske arv fra Mann består i vores egen tid, hvor den regelbaserede verdensorden er under pres fra flere forskellige kanter.

Tid og sted: Onsdag, den 14. maj kl. 19.30, Christian V-salen ved Skt. Petri Kirke. 

Entré: Arrangementet er gratis for medlemmer af Dansk-Tysk Selskab. Ikke-medlemmer betaler 75,- i entré, som betales ved indgangen.  

Tilmelding: Klik her


26.5. Tysklandssalon: Musik und Kulturgeschichte

Flere informationer følger.

Tid og sted: Mandag, den 26.5. i LiteraturHaus, Møllegade 7,  2200 København, kl. 19.30.

Tilmelding: Tilmeldingslink følger.


4.6. Eva Botofte: Jødebøgen 

Eva Botofte, digter, oversætter og cand. mag., taler om sin nyoversættelse af Annette von Droste-Hülshoffs ”Jødebøgen”, der udkom i efteråret 2024. 

Kortromanen udkom i 1842 og er et af von Droste-Hülshoffs mest kendte værker. Romanen udspiller sig i det bjergrige Westfalen og er baseret på en sand kriminalsag. Med romanens tematiske advarsel om antisemitisme synes romanen mere aktuel end nogensinde.  

"Jødebøgen" er udkommet på forlaget Ti vilde heste. 

Tid og sted: Onsdag, den 4. juni kl. 19.30 i Christian V-salen ved Skt. Petri Kirke.

Entré: Arrangementet er gratis for medlemmer af Dansk-Tysk Selskab. Ikke-medlemmer betaler 75,- i entré, som betales ved indgangen.  

Tilmelding: Klik her!