Vedtægter

Vedtægter for Dansk-Tysk Selskab


Navn og hjemsted

§ 1.

Selskabets navn er Dansk-Tysk Selskab. Dets hjemsted er København.

Afdelinger af Selskabet kan oprettes uden for København med lokalt hjemsted, ligesom der kan oprettes sektioner med faglige interesser, jfr. § 11.

Formål

§ 2.

Selskabets formål er at fremme kendskab til og kontakt med Forbundsrepublikken Tyskland.

Medlemmer

§ 3.

Som aktive medlemmer kan optages danske statsborgere samt statsborgere i Forbundsrepublikken Tyskland.

Medlemmer af Dansk-Tysk Industri- & Handelsklub er medlemmer af Dansk-Tysk Selskab.

Som bidragydende medlemmer uden stemmeret kan optages selskaber, institutioner og andre juridiske personer med hjemsted i Danmark.

Såfremt særlige forhold gør det rimeligt, og bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde er enig herom, kan der som aktive medlemmer og bidragydende medlemmer optages andre end de i nærværende § stk. 1 til 3 nævnte.

Æresmedlemsskab

Alle medlemmer af Dansk-Tysk Selskab (DTS) kan indstille en person (medlem/ikke-medlem af DTS) til et æresmedlemsskab. Indstillingen sendes til bestyrelsen inden den 1. marts. 

Vedkommende skal have gjort en ekstraordinær indsats for Dansk-Tysk Selskab, som den eller gruppen af medlemmer af DTS, der indstiller, beskriver nærmere.

Bestyrelsen behandler indstillingerne én gang årligt forud for generalforsamlingen i DTS.

På generalforsamlingen offentliggøres indstillingen af person(er) til æresmedlem, hvorved man dels motiverer, dels påskønner indsatsen for Dansk-Tysk Selskab.

Æresmedlemmer er fritaget for kontingentbetaling.



Kontingent

§ 4.

Det årlige kontingent vedtages på den ordinære generalforsamling. Dog kan ændringer af kontingentets størrelse kun vedtages, såfremt der i den på forhånd udsendte dagsorden er fremsat forslag herom i overensstemmelse med de nærmere regler i § 6 og 7.

Er et medlem kontingentbetalende til en lokalafdeling eller faglig sektion, afholder denne medlemmets kontingent til Dansk-Tysk Selskab.

Udmeldelse

§ 5.

Udmeldelse af Selskabet skal ske skriftligt.

Generalforsamling

§ 6.

Generalforsamlingen er Selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning eller når mindst en fjerdedel af Selskabets stemmeberettigede medlemmer over for bestyrelsen skriftligt forlanger det med angivelse af forhandlingsemne. Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen ved brev indeholdende dagsorden, ordinær   generalforsamling med mindst 2 ugers - og ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 1 uges - varsel.

Ekstraordinær generalforsamling efter medlemmernes begæring skal finde sted senest 4 uger efter begæringens modtagelse.

Ethvert aktivt medlem har én stemme.

Stemme kan kun afgives ved personligt fremmøde. Der stemmes mundtligt, medmindre en fjerdedel af de stemmeberettigede fremmødte medlemmer forlanger skriftlig afstemning.

Ændring af vedtægterne kræver 2/3 flertal af de afgivne stemmer.

Beslutning om Selskabets opløsning kræver tilstedeværelse på generalforsamlingen af mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer, samt at forslaget vedtages med mindst 2/3 flertal af de afgivne stemmer.

Er det nødvendige flertal af medlemmerne ikke tilstede, men forslaget dog er vedtaget med den nødvendige majoritet, indkalder bestyrelsen med højst 4 ugers varsel til en ekstraordinær generalforsamling, der kan vedtage opløsningen med 2/3 flertal af de afgivne stemmer uden hensyn til antallet af tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.

Alle andre beslutninger træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer.

§ 7.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning om Selskabets virksomhed i det det forløbne regnskabsår
  3. Årsregnskabets forelæggelse til godkendelse
  4. Valg af Selskabets formand
  5. Valg af øvrige medlemmer til bestyrelsen (jfr. § 8 stk. 3-6)
  6. Valg af revisor
  7. Forslag fra medlemmer eller bestyrelse (sådanne forslag forelægges på forhånd for medlemmerne i den udsendte dagsorden, jfr. § 6 stk. 4)
  8. Eventuelt


Medlemsforslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal i skriftlig form være bestyrelsen i hænde senest den 1.3. det pågældende år. Dog kan et senere indkommet forslag nyde fremme, hvis bestyrelsen vedtager at optage det på dagsordenen.

Generalforsamlingen kan kun træffe beslutning om forslag, som er angivet i indkaldelsen, eller som er ændringsforslag hertil.

Bestyrelse og revision

§ 8.

Selskabet ledes af en på den ordinære generalforsamling valgt bestyrelse på 8-12 medlemmer, jfr. § 7 e), inkl. formanden, der er valgt direkte af generalforsamlingen, jfr. § 7 d).

Formanden vælges for 3 år ad gangen.

Ethvert af de øvrige bestyrelsesmedlemmer afgår ordinært, når vedkommende har været medlem af bestyrelsen i 4 år. 

I de første 3 år efter Selskabets stiftelse afgår ordinært ved lodtrækning 3 af den oprindelige bestyrelses medlemmer, i det 4. år afgår de resterende af de oprindeligt valgte medlemmer.

Genvalg kan finde sted.

Ved vakance i valgperioden supplerer bestyrelsen sig selv med virkning til næste ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer Selskabets næstformand, kasserer og sekretær. Disse udgør sammen med formanden forretningsudvalget, der forestår den daglige ledelse.

Bestyrelsesmøder afholdes efter indkaldelse af formanden eller i hans forfald af bestyrelsens næstformand. Endvidere skal bestyrelsesmøde afholdes, når det begæres af mindst 3 bestyrelses- medlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er tilstede. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal af de tilstedeværende medlemmer. Ved stemmelighed gør formandens, i hans forfald næstformandens stemme udslaget.

Selskabet tegnes af to medlemmer af forretningsudvalget.

Bestyrelsen er bemyndiget til at afholde udgifter til medhjælp ved Selskabets ledelse. 


§ 9.

Selskabets regnskabsår er kalenderåret, dog er det første regnskabsår fra Selskabets stiftelse d. 14. marts 1969 til 31. december 1969.

§ 10.

Snarest efter regnskabsårets udløb udfærdiger bestyrelsen drifts- regnskab for det forløbne regnskabsår med status ved dettes udgang.

Regnskabet gennemgås af Selskabets revisor, der konstaterer aktivernes tilstedeværelse og forsyner regnskabet med påtegning om stedfunden revision.

Lokalafdelinger

§ 11.

Der kan oprettes afdelinger af Selskabet med lokalt hjemsted, ligesom der kan oprettes sektioner med faglig interesse. Oprettelse af afdelinger og sektioner og disses vedtægter skal forudgående godkendes af bestyrelsen.

Selskabsformuens anvendelse ved Selskabets opløsning

§ 12.

Ved Selskabets eventuelle opløsning anvendes Selskabets formue til formål af dansk-tysk international karakter efter generalforsamlingens beslutning. Anvendelse skal dog godkendes af Udenrigsministeriet.

Som vedtaget på Selskabets stiftende generalforsamling den 14. marts 1969 med senere ændringer, sidst på generalforsamlingen den 23. april 1991, på generalforsamlingen den 30. marts 2016 og på generalforsamlingen den 11. april 2018.

Ad §12

På hjemmesiden står datoen: 21. april 1991, men det er en fejl. Det var (tirsdag) den 23. april 1991.




Selskabets vedtægter kan her læses på tysk: Vedtægter - DTS - Dansk-tysk version.pdf